| Internationalt samarbejde udvikler IFK Inlinere i Næstved |
|
|
Vi kender hurtigløberne fra IFK Inlinere på de blå dragter, når de suser af sted mod Karrebæksminde. Men nogle gange er der også sort/grønne dragter blandt de blå. Det er børn fra LE-skate i Leipzig, som er IFK Inlineres venskabsklub. Vi havde igen her i år besøg sydfra. Når 70 børn fra 6-12 år mødes er der gang i den fra første minut! Det gælder også selvom børnene ikke taler samme sprog, for børn finder andre måder at tale sammen på, og de møder hinanden i leg og glæde. Det var også tilfældet, da LE-skate fra Leipzig og IFK Inlinere fra Næstved mødtes til en fælles træningsweekend i oktober på Næstveds inlinerbane på Kasernevej. Det er ikke første gang, de to klubber er sammen, og det var tydeligt at se på flere af børnene, at gensynsglæden var stor. Det skyldes, at der er knyttet et særligt venskabsklub-bånd mellem de to klubber fra Leipzig og Næstved, hvor samarbejdet har fungeret og udviklet sig de sidste tre år – til stor glæde for begge klubber. De to børnetrænere Annie Røn fra Næstved og Brian Sorg fra Leipzig er utrolig glade for samarbejdet, som tydeligt giver børnene endnu mere end sporten alene kan give: ”Vi mødes fast to gange om året. Om efteråret har vi en fælles træningsweekend i Næstved, og om foråret er vi sammen i en weekend i Leipzig. Herudover mødes vi til flere stævner i Europa, og når IFK Inlinere arrangerer Pinsestævne er det også med deltagere fra Leipzig”. Det betyder meget for børnene, at de har venner fra et andet land. Det er rart for et barn, at stå på startstregen ved et stort internationalt stævne og kende nogen af de andre. De både konkurrerer og hjælper hinanden, og venskaber har stor betydning for glæden ved sporten. Selvom speedskating-sporten ikke er nogen stor sport, har de to klubber begge oplevet en stor medlemsfremgang – især blandt børn og unge, som nyder at suse af sted med hjul under fødderne. Det er sejt at køre med over 30 km. i timen, hoppe rundt i luften og fortsætte baglæns – og der er ingen tvivl om, at børnene nyder det! Den store sikkerhed på inlinere får børnene i de to klubber gennem lege og andre skøre udfordrende påfund fra klubbernes børnetrænere. Det er ingen sag bare at køre ligeud. Sikkerheden på skøjter kommer først, når man skal op af en trappe, under lave broer, forlæns og baglæns rundt om en cirkel, mens man er forfulgt af ”en farlig haj”. Børnetrænerne fra de to klubber lægger ikke skjul på, at ”Le, Leg og Lær” er udgangspunktet og den grundlæggende træningsfilosofi for begge klubbers børnetræning: ”Børn lærer, når de leger. Speedskating kræver mange tekniske og taktiske færdigheder, men derfor behøver træningen ikke at være kedelig. En dygtig børnetræner ved, hvilken teknik børnene skal træne. Børn synes det er sjovt at lege. Det handler bare om at bruge sin fantasi og kombinere de to ting, så børnene leger, mens de træner – mulighederne er uendelige, og som børnetræner kan du ikke undgå at blive smittet af børnenes glæde”. |
|
| Sidst opdateret ( søndag, 07 marts 2010 ) |
| < Forrige | Næste > |
|---|

Spørgehjørnet 